Hiphop Ask er klar til Herning Horseshow
14. marts, 2016
Så er der kun 3 dage til at dette års Hingstekåring løber af stablen i Messecenter Herning, og det bliver på mange måder en helt speciel oplevelse i år.
Det har været en forrygende start på 2016 stævnesæsonen for Hiphop Ask og chefberider på stutteri Ask Søren Møller Nielsen. Ud af 11 starter, 7 af disse i MB heraf 3 i MB** har parret kun haft et enkelt nedslag, og de har været placeret 7 af klasserne. Det tegner helt sikkert lovende for den kun 6 årige hoppe, som vi solgte til stutteri Ask tilbage i 2013.
Den næste store udfordring som venter er youngsterklasserne under Herning Horseshow, som går i luften nu på torsdag. Her vil hun være til start fredag, lørdag og søndag og dyste imod de bedste 6 og 7 års heste i Danmark. Hiphop Ask var også sidste år med ved Herning Horseshow, hvor hun konkurrerede i unghestechampionatet og sluttede med en placering som nr. 7. Den unge hoppe tog desuden de internationale springbaner med storm, da hun først på efteråret sidste år sikrede sig en 5. plads ved UVM i Zangersheide, så de store omgivelser er efterhånden ved at være vante.
Vi glæder os meget til, at følge stutteriets stjerne i år i Herning og vi håber på, at hende og Søren kan være med i kampen om placeringer.
Ud over at Hingstekåringen i år har udvidet til nye faciliteter ved at indtage Boxen, så bliver der i år også hele 3 opvisningsbaner, idet man som noget nyt også afholder et internationalt stævne med CDI*** i dressur og CSI*** og CSI* i springning. Derudover er der som altid den store Hest & Rytter messe, som tiltrækker hestefolk fra nær og fjern med nok efterhånden verdens største udvalg af rideudstyr samlet på et sted. Så der bliver på mange måder massere at opleve i år i Herning.
Men selv med alle de nye tiltag er det helt centrale ved weekenden, og det vi ser mest frem til som avlere, stadigvæk at følge kåringen af de unge hingste. Forhåbentligt dukker der i år en fremtidig stjerne op, som vi kan bruge på vores avlshopper.
Vi håber, at vi ses, og vi vil i løbet af weekenden holde jer opdaterede på vores facebook side.